Årsberetning: vinterlege 2023.

Fremlagt på generalforsamlingen 22. januar 2023 på Hotel Radisson, Beitostølen

Velkommen til Vinterlege 2023, hvilket har været længe ventet. Vi har i de sidste 3 år været igennem en svær udfordring med Corona, som har ført til aflysning af Vinterlege i både 2021 og 2022. Det var nogle rigtig svære dage, da bestyrelsen skulle meddele at Vinterlege var aflyst, for vi ved, hvor meget vores fælles vinterferie betyder for jer alle. Det var tydeligt at mærker, at I håbede på, at Vinterlege skulle blive til noget og at fællesskabet var savnet. Heldigvis har I været gode til at holde kontakten på Facebook og hvor er det dejligt, at vi igen kan mødes til aktivitet i sneen, til hygge, dans og fest.
Bestyrelsen har ikke hold Corona ferie. Vi har holdt bestyrelsesmøder og arbejdet hårdt på, at vi skulle afsted. Det var en hård beslutning at skulle aflyse vinterlege 2022, men vi gjorde det med god samvittighed. Vi kunne se, at vinterlege i Norge ikke kunne blive lige, som vi ønskede, men derimod være med restriktioner og mundbind i meget høj grad.

Bestyrelsen har brugt tid og penge på vores hjemmeside og instagram. Vi har fået det frisket op så den er blevet mere brugervenligt, hvilket vi syntes er en god investering.

Planlægningen af 2023 har været med sus i maven. Det er fantastisk, at I har støttet os gennem den lange ventetid. Nu er vi her og det er med glæde og forløsning at det lykkedes og at I deltagere stadig er med.
Vinterlege kan noget specielt. Det er en uge med oplevelser der giver energi til at komme vinteren igennem og endnu mere lyst for bestyrelsen til, at planlægge næste år.

Der ville ikke være Vinterlege uden sponsorater. Vi er derfor usigelige glade for alle de fondsmidler vi får år efter år. Fondene har givet os lov til at overføre penge fra 2021-2022 til afviklingen af vinterlege 2023. Dette gør, at vinterlege kan afholdes med aktiviteter og det indhold som vi gerne vil tilbyde. Med næsten 500.000 tusinde kroner fra fondene er det med til at vi kan give jer deltagere de optimale aktiviteter og samtidig kan holde prisen for Vinterlege turen rimelig stabil. Endnu engang Tak.

Der har igennem tiden været mange fantastiske medlemmer af bestyrelsen og frivillige blåjakker. Heldigvis er mange her stadig. Et par stykker er forhindret i år, men de kommer heldigvis tilbage. Vi har i år sagt velkommen til 4 nye blåjakker. Det er dejligt at der er nye kræfter der har lyste til at deltage. Vi er så glade for den indsats der gives og vil derfor sige, stor tak for det stykke frivillige arbejde der ydes for foreningen. Uden frivilligheden var der ingen Vinterlege.

Vores faste husbandt Polarexpressen og vores Bi-ski kører har efterhånden også være med i mange år. I er uundværlige og vi glædes over at i til stadighed har lyst til at være med.
Til jer deltagere, der kommer med hvert år eller er med for første gang, er vi glade for at i prioriterer at rejse på Vinterferie med os,” I ER Vinterlege”.

Jeg tænker tit på, hvad det er der gør, at Vinterlege er så særlig. Der er mange ting, men mest af alt er det jer deltagere, der år efter år troligt melder jer til, og deltager med den største kærlighed til vinterferien med os på sidelinjen. Jeres måde at udvise glæde og deltagelse i diverse aktiviteter giver den vildeste stemning og glæde, som vi lever højt på længe efter, at vinterlege ugen er afsluttet.

Tak til jer ledsagere, bosteder, familiemedlemmer og pædagoger, der hvert år kæmper for at få vores deltagere afsted på denne vinterferie. Vi ved godt at det ikke altid er let, at få det hele til at gå op med jeres fritid, bosted og bemandingen hjemme. Endnu engang, tak til jer for jeres engagement til at få vinterlege til at bestå år efter år.

Vi ser frem til at skulle planlægge vinterlege 2024, med afsæt i at vi kommer på vinterlege igen og mange år frem.

Med venlig hilsen
Karina Dannerfjord
Formand for foreningen Vinterlege.dk